-
Nina Munch-Perrin: Northvolt er Europas problemer kogt ned i en bouillonterning
Source: BDK Finans / 01 Dec 2024 03:06:09 America/Chicago
Kære læser Så ramte weekenden – det er sågar blevet søndag, og det har atter været en vild erhvervsuge med noget for enhver smag. Jeg har sædvanen tro plukket fem nedslag fra ugen, som gerne skulle give dig overblik og indblik. God fornøjelse. #1 – Grus i bilbatteriet Sat på spidsen: Du kan læse Draghi-rapporten om Europas (manglende) konkurrenceevne, eller du kan følge med i dramaet om Northvolt – batterifabrikken langt oppe i de nordsvenske skove. Northvolt er nemlig ved at blive fortællingen om alt, hvad der er galt i Europa, kogt ned i en bouillonterning. Det har senest taget en næsten tragikomisk drejning, at Northvolt, der jo netop skulle gøre Europa uafhængig af Kina på kritisk strategiske områder, nu har indledt drøftelser med kinesisk gigant for at undslippe kollaps. Op imod 90 milliarder kroner er postet i det europæiske prestigeprojekt – det er inklusive 2,3 milliarder fra ATP og måske mere end det. Goldman Sachs har allerede meddelt, at de nedskriver værdien af deres indskud på 6,4 milliarder til nul kroner. Ingen ved endnu, hvordan ATP forholder sig, eller hvor meget mere de egentlig har i klemme. Også de danske pensionsselskaber PFA og Danica har tilsammen over halvanden milliard i klemme. Tobias Lind følger sagen. I januar 2022 var håbet ellers lysegrønt – milliarderne strømmede til Northvolt. Derfor lagde Berlingskes Vibeke Svansø dengang vejen forbi Skellefteå ikke langt fra polarcirklen og tegnede et portræt af byen og fabrikken, der altså skulle være med til at fremtidssikre Europa. Nu ligner det mest en nedsmeltning, men da vi fredag ringede til den lokale lufthavnsdirektør for at teste stemningen i byen, var den overraskende munter. Det bringer os tilbage til bouillonterningen ... #2 – Danske væksttal kaldes skæve og tæt på ubrugelige Det er ikke hverdag, at helt essentielle tal, som er pejlemærke for regeringen, ministerier, banker og virksomheder, som for eksempel de danske BNP-tal fra Danmarks Statistik bliver kastet under bussen. Men det blev de altså i denne uge. Tallet bliver nemlig igen og igen opjusteret. Og det er ikke småbeløb, vi taler om. I kroner og øre – de seneste ti år sammenlagt – betyder de mange oprevisioner, at BNP i dag er 375 milliarder kroner højere, end det var ifølge de oprindelige opgørelser, viser Berlingskes gennemgang fra Frederik M. Juel og Rasmus Lolk. »Man kan ikke stole ret meget på tallet i dag. Det giver problemer med den løbende overvågning af den danske økonomi,« lyder den klare advarsel fra blandt andre cheføkonom Helge J. Pedersen. #3 – Tal eller ikke tal for kvinder i topledelser Okay, nu skal du holde tungen lige i munden. Regeringen har lagt op til at fjerne regler for måltal vedrørende kønsbalance i topledelser i en lang række danske virksomheder. Altså at der er en nogenlunde lige fordeling af mænd og kvinder. Argumentet er, at der er EU-regler på vej. Som erhvervsminister Morten Bødskov (S) udtrykker det til vores journalist på sagen, Julie Søltoft: »Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi skal have flere kvinder i hjørnekontorerne og ind på ledelsesgangene. Men der kommer ikke dobbelt så meget ligestilling af, at virksomheder rapporterer dobbelt.« Og det er jo svært at være uenig i. Ikke mindst i afbureaukratiseringens navn, mens ny lovgivning vælter ned over landets virksomheder som for eksempel CSRD-kolossen. Problemet for ligestillingen er bare, at regeringens planer efterlader et tomrum – eller pusterum, om man vil – for netop de virksomheder, der halter længst efter målsætningerne. Ifølge Christina Kjær, forskningschef hos Erhvervslivets Tænketank, er konsekvensen nu, »at der er en stor gruppe af virksomheder, som ikke skal rapportere på diversitet frem til, at CSRD træder i kraft for dem«. Og der går nogle år. Gine Maltha Kampmann fra tænketanken EQUALIS undrer sig højlydt over, at regeringen nu slækker på reglerne for netop de virksomheder, der halter bagefter. Man dræber faktisk pipeline for derimod at regulere dem, der allerede har styr på det, lyder det. #4 – Ugens transfer Ingen over. Ingen under på ugens transfer. Tidligere Venstre-formand og forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen fik nyt job af Brian Mikkelsen i Dansk Erhverv, hvor han skal være vicedirektør. Det satte helt automatisk svingdørsdebatten i fuld rotation, selvom Ellemann jo må siges at have været på græs i tilpas lang tid til, at nogen kunne få kvababbelse over det – erhvervskommentator Thomas Bernt skulle dog ikke bruge mange sekunder på en altid hårdtslående overskrift. Også sidste uges transfer – hvor topembedsmanden Ulrik Vestergaard Knudsen gik fra OECD til Netcompany – er der stadig masser af meninger om, som du kan læse her. For summa summarum: Vi har ikke regler i Danmark for de her svingdørsjobskift, og derfor vedbliver de at give ballade. Som tidligere nævnt har jeg selv skiftet rundt i karrieren og mener, at mobilitet er både godt og sundt. Og hvis for eksempel ensrettede karensregler kan afhjælpe sure miner og grimme mistanker, så er det den vej, vi skal. Alle ville vinde på det. I det mere ukontroversielle transfervindue – men så sandelig en topnyhed – bør du registrere, at tidligere Mærsk-topchef Søren Skou bliver ny formand for Danish Crown. Om den skude kan vendes, bliver også et vaskeægte erhvervseventyr at følge med i. #5 – En læseværdig historie om banditten i habitten I denne uge lagde kongen af svindel, den bedrageridømte og tidligere fængselsfange Andrew Fastow, vejen forbi København. Han var cfo og med til at knække den amerikanske energimastodont Enron og gøre 20.000 mennesker arbejdsløse tilbage i 2001. Han skulle holde oplæg i Board Network om at være »a convicted crook« ... altså en ægte bandit i habit og minde danske bestyrelsesmedlemmer om deres ansvar. Journalist Lasse Friis var også med - her er et udsnit af Fastows historie: Bestyrelsesmedlemmerne stirrede forundret på de to forskellige Excel-ark, som Fastow havde placeret foran dem. I flere minutter var der helt stille i bestyrelsen, husker Fastow, indtil et af de toneangivende bestyrelsesmedlemmer pludselig råber: »Fastow!« Efterfulgt af sekunders stilhed. »… you are a fucking genious!« Problemet var løst, og bestyrelsen valgte den sminkede version, og lettelsen kunne brede sig. Det var heldigvis dengang i en helt anden tid. Fastow mener dog, at »det vil ske igen«. Du finder hele interviewet her. Til slut en reklame: På toppen af Pilestræde 34 – Berlingskes adresse siden 1765 – holder vi ofte arrangementer. Tirsdag den 10. december klokken 17 byder økonomisk redaktør Ulrik Bie og undertegnede indenfor til panelsnak og økonomnørderi af bedste kvalitet, når professor emeritus, fadder til euroen Niels Thygesen lægger vejen forbi og giver sin version af, hvor europæisk økonomi skal hen herfra. Skaf din billet her. God søndag! https://www.berlingske.dk/arbejdsliv/nina-munch-perrin-northvolt-er-europas-problemer-kogt-ned-i-en